Historien om Springcenteret i Holbæk Sportsby
Der var engang en idé, der voksede ud af en undren.
Tina undrede sig over, at der i hele Holbæk Kommune ikke findes et springcenter – i en kommune hvor gymnastik i årevis har været den største idrætsgren med 4.000–5.000 medlemmer. Med en baggrund i konkurrencegymnastik oplevede hun tydeligt forskellen på de faciliteter, hun kendte fra andre steder, og de muligheder der fandtes lokalt.
I Holbæk har gymnastikken traditionelt været forankret i DGI og lokalforeningernes opvisningskultur. Der har ikke været tradition for konkurrencegymnastik under GymDanmark, og faciliteterne har ikke fulgt med den udvikling, sporten har gennemgået gennem de seneste år. Det skabte et behov – og et ønske om forandring.
Idéen blev præsenteret i gymnastiknetværket i Holbæk, faciliteret af DGI. Her opstod en ny form for dialog og samarbejde på tværs af foreninger – noget, der ikke tidligere havde været tradition for i samme omfang. Flere ildsjæle valgte at gå sammen om at undersøge mulighederne for at realisere visionen om et springcenter.
En arbejdsgruppe blev nedsat, og foreningen “Springcenteret” blev dannet. For at sikre et solidt beslutningsgrundlag blev der tilknyttet en ekstern konsulent, som udarbejdede en behovsanalyse og kortlagde de demografiske forhold i kommunen. For arbejdsgruppen har den præcise placering aldrig været det vigtigste – det afgørende har været, at springcenteret bliver en realitet.
Analysen pegede på, at den mest optimale placering infrastrukturelt set er i området mellem Tuse, Regstrup og Holbæk by. Derfor giver et partnerskab med Sportsbyen bedst mening – både praktisk og strategisk.
Projektet har siden mødt en overvældende opbakning fra borgere, lokale foreninger, kommunalpolitikere, erhvervsliv og Sportsbyen. Der er bred enighed om, at et springcenter og en multiarena rummer et stort potentiale for hele kommunen.
Potentialet ligger blandt andet i at tiltrække konkurrencegymnastikken til Holbæk Kommune og samtidig skabe tidssvarende faciliteter for den gymnastik, vi allerede kender og værdsætter i dag.
Springcenteret er ikke blot en bygning – det er en investering i fællesskab, talentudvikling og fremtidens gymnastik i Holbæk Kommune.